Feel the love
OMG Google WTF?!
Min nyeste hobby er hvad Google foreslår når man søger efter ting. Jeg tænker på den dropdown som dukker op når man begynder at skrive i søgefeltet.
De forskal der kommer er yderst underholdende og kan samtidig få en til at miste troen på menneskeheden. Her et par eksempler.
Man kan diskutere værdien af søgningen da det er mere en konstatering. Men fair nok. Kinesere kan være yderst skræmmende.
Her løber vi på et af livets helt store spørgsmål som har martret os alle. Dette er den åbenlyse vej til berømmelse og en klar hovedrolle i kommende sæsonner af De Unge Mødre. Malou Stella er det dig?
Igen nogle af livets store spørgsmål. Hvor kan dyr egentlig ikke snakke? Og hvorfor kan asiater egentlig ikke drikke? Men størst er alligevel spørgsmålet om hvorfor sorte mænd ikke kan svømme. Hvad er der med dem? Kan man holde en form for dybt diskriminerende begyndersvømme kursus for unge sorte mænd.
Man kan ikke vide sig sikker! Det er derfor jeg ikke bryder mig specielt meget om katte. Jeg har altid haft dette spørgsmål i baghovedet.
Jeg ender af uvisse årsager ofte i det ene eller det andet festudvalg hvor man skal finde på underholdning. Jeg synes her er tre gode forslag til festlege.
Alle de ovenstående eksempler har været på engelsk, men danskerne kan så sandelig også være med. Dog er danskerne meget kropslige. Niveauet af uvidenhed er skræmmende!
Redningen af et marathon
Min utilfredshed over afviklingen af Fjordmarathon resulterede i en mail til arrangørene. Denne mail blev pænt besvaret med den eneste fornuftige udgang på sagen: at jeg blev lovet gratis deltagelse i næste års marathon. Sagen må hermed anses som afsluttet, men et ønske om bedre held næste år.
I am the walrus
Pinligt - jeg græmmes!
På opfordring og udfordring stillede jeg i weekenden op til det skandaleramte Fjordmarathon hvor jeg skulle løbe 10 kilometer. Åbenbart er et marathon i Aalborg 45 kilometer, hvilket i hvert fald var hvad flere af marathonløberne registrerede. Selvom der er tale om en procentmæssig lille forøgelse af distancen så skulle man ikke synes at det var distancen der burde gå inflasion i. Men inflasionen på marathondistancen er intet til sammenligning med den inflasion vi oplevede på 10 km ruten. Hvad der i resten af landet er kendt som 17 kilometer bliver gladeligt i Aalborg benævnt som 10 kilometer. Dette synes jeg ikke der er noget galt i da inflasionen er effektueret efter et noget-for-noget princip. Inflasionen i resten af landet er ikke så voldsom, men til gengæld rynker man kraftigt på næse af at løbsdeltagerne ringer efter en ven og bliver kørt de sidste kilometer af distancen. Det synes jeg vidner om et fairness princip som er svært at finde magen til.
Løbsledelsen undskylder sig med at få men centrale hjælpede var blevet syge, hvilket angiveligt skulle være årsag til det store kaos. For kort at opsummere for de ikke indvigede går kritikken af løbet på at flere løb forkert på grund af mangelfuld rutemarkering og manglende vejvisere, for få forsyninger til alle ved væskedepoterne, for lidt bemanding ved væskedepoterne, manglende forfriskninger ved målstregen. Jeg synes det lyder som en spændende ledelsesform hvor enkeltpersoner er så centrale at det forårsager at flere hundrede mennesker løber forkert. Samtidig svarer løbsledelsen tilbage på kritikken af at de bruger markant færre vejvisere end tilsvarende løb andre steder, at de bestemt havde det antal hjælpere der var brug for. Men at de da gerne så flere der meldte sig som hjælpere næste år. Hvor er det herligt med decideret modsatrettede udtalelser fra en løbsledelse, der ikke vil stå ved sit ansvar og erkende sine åbenlyse fejl men i stedet forsøger at bortforklare med latterlige og dårlige undskyldninger.
Man når ikke langt med ren galle og kritik. Jeg synes dybest set at alle tiltag for at skabe noget liv og sammenhold i en hvilken som helst by skal hilses med et kip med flaget og et skulderklap. Skulderklappet må Fjordmarathonet nok have til gode, men i det midste må man være konstruktiv og fremadrettet. Kommentarer til ovenstående historie i Nordjyske foreslår at man reducerer antallet af ruter så man eksempelvis har en 21 km rute som både halvmarathon og marathonløberne benytter, hvor man så må løbe to omgange. Dette forslag synes jeg alligevel er lidt nedladende overfor løbsledelsen da de tydeligvis allerede har anvendt denne strategi. Det kan dog nok diskuteres om strategien kan finpudses, idet det ikke viste sig hensigtsmæssigt at sende 10 kilometerløberne ud på 21 kilometer ruten. Specielt når man ikke engang gider ulejlige sig med at stille en målstreg op ude ved lufthavnen, hvor jeg var da jeg havde gennemført de 10 kilometer.
En gennemgang af de faktuelle data viser at 10 kilometerløberne er blevet vildledt allerede efter 3 kilometer. Her ses den planlagte 10 kilometer rute. Og her ses 21 kilometer ruten hvor det ved sammenligning af de to ruter står klart at de deler sig efter 3 kilometer. Flere steder på ruten indtil 3 kilometer var der vejvisere der stod med pile for at sikre at alle løb den rigtige vej. Men lige netop hvor ruterne deler sig er det ikke oplagt at sætte sådan en post. Det er en information der fuldt ud kan leveres af farvekodede pile. Og naturligvis med en farvekodning der er så indlysende at enhver introduktion er overflødig. Til sidst er der så den rute jeg løb. Jeg løb de 10,6 kilometer som jeg havde sat mig for, og gik derefter. Uret er stoppet da jeg blev samlet op af en velmenende fan.
De nordjyske medier er fyldt med skandalehistorier om Fjordmarathon, men jeg synes bestemt at solstrålerne bliver overset. Det er højt og flot proklameret på løbets hjemmeside at ruterne er officielt målt op og dermed godkendt til at sætte officielle rekorder på. Og da løbet har investeret i chip til tidtagningen kan resultaterne heller ikke blive meget mere præcise da ens tid før sættes igang idet man passerer startlinien. Så meget omtale som højtbesungne Usain Bolt fik for sit flotte 100 meter resultat for nylig så synes jeg godt man kunne ofre bare lige en enkelt spalte på Fjordmarathonets løbere. Især synes jeg det er værd at fremhæve vinderen af 21,1 km, som har gennemført på fantomtiden 21:47. Ikke alene har denne løber hårdt og brutalt sat sig på verdensrekorden, men kommer ind fra højre som totalt ukendt. Det er tydeligt at Usain Bolt må være hurtig lige fra starten, men den mystiske aalborg-løber skal bruge et par kilometer på at komme op i fart. Ellers vile aalborg-løberen naturligvis modtage mere pressedækning. Men jeg synes nu det er en hæderlig bedrift at presse gennemsnitshastigheden op over 60 km/h, og ikke mindst under det magiske 1 min pr kilometer. Jeg frygter dog at aalborg-løberen brænder ud ret hurtigt efter de 21 km, hvilket må være grunden til at han ikke stiller op i marathon-distancen. Det ville ellers være fornemt med 42km på 42 minutter. Kudos for det! Desværre har Fjordmarathon i løbet af dagen valgt at anonymisere resultatet så beviserne for ovenstående bedrift er forsvundet.
Og som en sidste kommentar til denne misære så kan i fandeme godt aflevere mine 150 kroner tilbage! Hvis jeg skulle i lufthavnen havde jeg jo nok taget bussen!
Dance off for real!
Dance off!
Her er en lille video-godte. Det er godt at se at de også i gode gamle moder Rusland forstod at musik battle. Specielt armbevægelserne fra herren i Obelix-bukser synes jeg siger det hele.
Nok engang følger jeg et behov for at forsvare min lave aktivitet på bloggen. Jeg kan berolige med at jeg skam arbejder intenst bag scenen. Jeg har planer om at skifte framework for siden og dermed bedre integrere flere af de ting jeg gerne vil poste. Jeg vil gerne udvide så jeg arbejder mig hen imod en blog/fotoblog. Men det framework jeg har kastet mig over har en ret stejl indlæringskurve så det vil jeg bruge lidt tid på.
Comment [2]
Le Mans WROOM WROOM
Nok engang er jeg blevet punket for at min blog er ret stillestående. Desværre må jeg jo tilstå at der er noget om snakken. Men det betyder ikke at der ikke sker noget i mit liv. Tværtom!
Lad mig lægge ud med at introducere Rollatorklubben for dem der ikke måtte kende den. Rollatorklubben består af en gruppe mennesker der alle har været aktive i Studentersamfundet på AAU i ca. perioden 2000-07. Vi sad i diverse råd og udvalg både i Studentersamfundet og på universitetet. I denne periode opbyggede vi meget naturligt en vis erfaring med hvilke typer forslag der kunne udmynte sig til noget fornuftigt. Denne erfaring manglede mange af de nye aktive, hvorfor vi måtte skyde mange af deres forslag ned inden de kom i luften. Det gav os ry for at være gamle og bitre og heraf opstod udtrykket Rollatorklubben. Siden har det mere udviklet sig til en rejseklub med adskillige rejser på samvittigheden: 2x Oktoberfest i München, Stavanger, Stockholm, København og ikke mindst Holstebro.
Efter to besøg til Oktoberfest var der stemning for at prøve noget nyt og valget faldt på Le Mans. At flyve til Le Mans er jo lidt som at bede om et glas vin til en ølsmagning så det blev naturligvis planlagt som en road trip.
Turen derned gav anledning til mange iagttagelser omkring kørekultur i forskellige europæiske lande og ikke mindst den noget uensartede brug af blinklyset. I nogen tilfælde må brugen nærmest betegnes som uortodoks! Men det må blive et andet blogindlæg.
Vi ankom onsdag aften og fik rejst vores telte på en rigtig lækker plads. Vi fandt et sted uden mudder, hvilket ladede til at være lidt en sjældenhed. Torsdag kørte vi til Rennes og mødtes med Rasmus, som netop er flyttet til Frankrig, til en rigtig hyggelig dag. Om aftenen så vi kvalifikation på banen.
Fredag var der ikke nogle planer i kalenderen – hverken vores eller løbets – udover køreparade i Le Mans by om aftenen. Fredag på og omkring campingpladsen var en noget speciel oplevelse. Jeg har været på efterhånden mange festivaler og lignende men jeg har aldrig oplevet en lignende stemning noget sted tidligere. For det første så er der ikke sammen dem-imod-os mentalitet til motorløb som fx. til en fodboldkamp så alle er dybest set venner. Samtidig går alle og er spændte og venter på at det hele går løs dagen efter. Aldrig har jeg oplevet så meget anarki på en gang! Alle der har en bare nogenlunde hæderlig bil er ude og race i den. Hvis man har fyrværkeri så bliver det fyret af. Hvis man kan bygge et tårn af øldåser eller flasker så gør man det. Hvis man har noget der kan sprøjte med vand så er man med i vandkampen – mere om det senere.
Et stykke ved siden af os på campingpladsen lå nogle hollændere, der kunne producere nogle gevaldige brag ret jævnligt. På et tidspunkt overvandt nysgerrigheden os og vi måtte over og se hvad det var. De havde en mælkejunge, hvor de kom en lille smule vand og karbid. I toppen af mælkejungen puttede de derpå en basketball, ventede et par minutter og antændte derpå gassen i jungen. Dermed får man ret hurtigt en basketball 50-100m op i luften og et temmeligt højt brag.
Min opfattelse af vandkampen var at det primært var franskmændene imod englænderne. Flere har spurgt mig om det var spontan vandkamp – sådan vil jeg ikke lige betegne det. Nogle af englænderne var kommet i en militærfarvet pickup med en vandkanon på taget. Når de skulle i kamp kørte de med en anhænger med en 1000l vandtank på og en benzindrevet generator til at sætte tryk på vandet. Derudover var ladet fyldt med folk med vand-håndvåben. Deres følgevogn var en Ford Transit som også var militærfarvet og hvor folk kastede vandballoner ud fra. Det var god gas!
Et andet sted var der et stykke vej hvor en folkemængde stoppede alle biler der kom forbi. Hvis den stoppede bil ikke kunne lave hjulspin når der kørte derfra så blev der kastet vand efter den. Drengerøv på højt plan :-D
Lørdag gik med forskellige løbsaktivitet inden det for alvor går løs om eftermiddagen. Når først løbet er igang koncenterer alle sig om det og man er rundt forskellige steder på banen og se løb. Det samme gælder søndag. Om eftermiddagen brugte vi god et par timer på at nedlægge vores lejer og pakke bilerne. Derefter tog vi bilerne op til hvor vi ville se afslutningen. 10 minutter efter løbet var blæst af sad vi i bilen og kørte ivrigt for at slippe for al trafikken væk fra Le Mans, og men ganske godt held! Det kan virkelig anbefales. Desuden valgte vi både ned og hjem og køre i en kæmpe bue udenom Paris og køre igennem Rouen. Bestemt anbefalelsesværdigt! Ifølge Google Maps tager den rute 20 minutter længere end gennem Paris, man i praksis sparede vi minimum 2 timer.
Alt i alt en rigtig fed oplevelse. Hvis man kun er interesseret i løbet så bliv hjemme på sofaen. Der er det langt lettere at følge med i selve løbet. Men der er så meget atomusfære og energi udenom som man bør onde sig selv at opleve. Det var god gas!
Aldrig gå ned på udstyr!
Forleden fik jeg et af de største komplimenter, der kan overgå mig: “Du går godt nok aldrig ned på udstyr”. Man må ALDRIG gå ned på udstyr! Og specielt ikke som ingeniør. Det er nærmest min pligt at være forberedt på alt. Men udstyr gør det jo ikke kun lettere at udføre opgaver, det kan jo også være en motivationsfaktor.
Dermed blev en nyerhvervelse gjort ansvarlig for at min løbekarriere kom igang igen. Det er gået lidt trægt nogle måneder men nu har Garmin endelig fået lavet drivere til Mac og nu dages det. Der er naturligvis tale om Garmins flagskib indenfor puls/gps ure Garmin Forerunner 405. Det er vigtigt at huske når man lever efter at man aldrig må gå ned på udstyr. Hvis man køber det næstbedste er ricikoen for at gå ned på udstyr større!
Det er en drøm af et løbeur – eller er det? Det har alle de features som man kan ønske sig. Det optager GPS på hele løberuten så man har fart, højde, positioner. Det har puls-funktion. Det har tortur-funktionalitet. Fx. løber jeg på tid. Så jeg løber i 20 minutter og går ikke så meget op i afstand før jeg kommer i bedre form. Men jeg er jo interesseret i at løbe i 20 minutter og ikke i at stå for rødt lyd i alle sammen. Derfor har jeg indtastet en nedre hastighed og hvis farten sniger sig under den så stoppes tiden. Dermed bliver der kun talt ned på de 20 min når jeg faktisk løber. Mine – omend sjældne – gå-pause registreres ikke som en del af turen. Og der er mange mange flere features som jeg ikke rigtig bruger endnu. Men interfacet på uret stinker langt væk. Det er elendigt at navigere rundt i urets menuer. Uret kan kommunikere med computeren og uploade løbedata til både en applikation og til et webinterface. Igen er featuren mega smart og jeg elsker at sidde og savle i Google Maps efter min løbetur og beundre den tilbagelagte rute. Men igen er jeg meget lidt tilfreds med interfacet. De skulle have et spark i løgene og have lov til at lave det hele om igen. Og hvorfor kan jeg ikke se de samme informationer i applikationen og på webinterfacet? De bygger på de samme grunddata!
Nu er det så at det går hen og bliver voldsomt nørdet på den naturvidenskablige måde. En åbenbaring for mig er at kunne studere hvor mange kalorier jeg forbrænder. Eksempelvis har jeg opdaget at jeg forbrænder gennemsnitligt 360 Cal ved at cykle på arbejde. Og at dette svarer til 2,7 Toms Guldbarrer – den mørkeblå med 57% kakaoindhold. Eller gør det?
I første omgang var der lidt forvirring. Ifølge Garmin forbrænder jeg 360 Cal på cykelturen, men Toms skriver at deres Guldbarre indeholder 131 kcal. Ingeniør som jeg er tænker jeg “Fint nok, det er kilokalorier, jeg ganger med 1000 inden jeg dividerer op for at finde ud af hvor mange jeg forbrænder på cykelturen”. Med dette regnestykke skal jeg cykle ruten til arbejde over 360 gange for at forbrænde en chokoladebar. Det virkede alligevel også voldsomt.
En hurtig Google-søgning afslører imidlertid mysteriet og at kalorien er en lorteenhed. For det første er det ikke en SI enhed. Kalorien er bestemt udfra den energi der skal til at hæve temperaturen af vand en gram. Kilokalorie dækker således over at det er den energi der skal til for at hæve temperaturen i et kilo vand en grad. Ikke at forveksle med gramkalorien som dækker over den energi der skal til for at hæve temperaturen i et gram vand en grad. Udover denne lille forseelse med at der findes to forskellige kaloriebetegnelser så er det jo en rimelig intuitiv enhed der er let at forstå. Men det der i sandhed ophøjer kalorien til en lorteenhed er at den ikke er konstant – den afhænger nemlig af starttemperaturen af den liter vand man forsøger at hæve temperaturen en grad på. Det kræver eksempelvis marginalt mere energi at hæve temperaturen fra 3,5 grad til 4,5 end fra 19,5 til 20,5. Alt i alt en lorteenhed.
Man burde en gang for alle aflive dette fortidslevn og opgive alt i joule. Joule er en fuldstændig veldefineret enhed. Definitionen af den er ikke helt så let af forstå som kalorien, men who cares! Der er jo heller ikke nogen af os der har en anelse om definitionen på en meter. Vores opfattelse af en meget bygger på empiriske observationer.
Til dem der skulle have lyst til at svælge yderligere i kalorien og joulen så er her et par wiki-sider.
Comment [10]
Fordi jeres pas er dansk bliver jeg nødt til at vise det til min chef
Så er Onkel Rejsende Mac på farten igen. Denne gang er der god tale om fornøjelsestur som går til New York. Efter halvandet døgns rakken rundt sidder vi endelig i flyet imod staterne.
Vi startede turen i Aalborg, hvor flyet var lettere forsinket, dog ikke noget der kunne slå os ud af kurs. Da vi kom til København viste det sig at vores fly til Heathrow var aflyst på grund af dårligt vejr, og dermed kunne vi heller ikke komme med flyet til USA. Det underholdende er at vejrudsigten for London viste særdeles pænt vejr. Jeg ved ikke lige hvad der gik galt der. Dagens joke i går var at det var pga G20.
Sjovt nok var vi ikke de eneste der ikke kunne komme de rette steder hen, så der gk nogle timer med at stå i kø i København for at få planlagt en alternativ rute. Under et længere ophold i Kastrup begynder tankerne at vandre. Det slog mig at alle medarbejdere i Kastrup åbenbart er svenske. Tør dansken ikke passe lufthavnen? Det er en form for stille invation som ikke huer mig. Hvis Sverige afleverer hvad der er retmæssigt vores (Skåne, Halland og Blekinge) så kan jeg se gennem fingre med dialekten.
Skæbnen ville at den bedsre mulighed for at komme til New York var at flyve til Stockholm i går eftermiddags, overnatte der og flyve direkte derfra til New York. Alt sammen på British Airways’s bekostning.
Desværre ligger Stockholms lufthavn Arlanda udenfor lands lov og ret og det samme gjaldt hotellet vi blev indlogeret på. Men så snarrådig halvsvensker skal det da ikke holde mig tilbage fra en bytur. Vi spiste vores BA betalte aftensmad på hotellet, hvorefter vi tog lufthavnsbussen ind til Stockholm. Lars fik den udvidere guidede tur fra T-Centralen til Gamla Stan. Ja man har vel sine stamværtshuse. Da jeg er særdeles forelsket i kældrene i Gamla Stan blev jeg selvfølgelig nødt til at vise disse frem.
Når man ser ovenstående billede så er man ikke i tvivl om at man er kommet til Sverige. Snusposer der stopper afløbet.
Vi fandt en pub med live musik i kælderen. Det er ganske underholdende når kælderen er så lille at banded fylder mere en halvdelen af gulvpladsen. Så kan man snakke om intim-koncert. Aftens fratinisering med svensken gik ud på at diskutere sig frem til hvilke motiv der var på de svenske pengesedler, hvilket senere udviklede sig til en samtale mellem Lars og undertegnede om motiverne på de danske sedler.
På de svenske nåede vi frem til at der er Carl von Linnet, Selma Lagerlöf og Kong Carl Gustav. Disse pryder angiveligt hhv. 50, 20 og 100. Jeg kan så ikke lure hvem damen med hatter er på 500-lappen. Men dette mysterium aflives naturligvis så snart jeg kommer i nærheden af Google.
På de danske nåede vi frem til følgende personer Carl Nielsen, Karen Blixen og Niels Bohr på hhv. 50, 200 og 500. Uvisheden råder angående 100 og 1000 lappen. Igen må jeg afvente Google-adgang.
Byturen blev afsluttet med en meget snaksagelig taxachauffør og ALT for lidt søvn inden vi skulle op om med flyet. Søvndrukne skulle vi så hives igennem bureaukratiet for at måtte rejse til USA. Oh my freaking God! Mest underholdende var det dog at agenten efter sikkerhedsspørgsmålene blev nødt til at vise vores pas til sin chef da de var danske. Ja, erkendt! Vi er lidt nogle bøller i Danmark!